Arkiv for februar 2010

Løgn over løgn i Lillerød Boligforening!

onsdag, 10. februar 2010

Er Lillerød Boligforenings hovedbestyrelse begyndt af formere sig ved knopskydning?

Det virker som om der er opstået et ekstra led, i form af en lille sammenslutning af personer, som omfortolker hovedbestyrelsens beslutninger til det ukendelige inden de formidles ud til afdelingsmødet til beslutning.

Således lykkedes det administration og enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer, med usandheder og fortielser, at vildlede forsamlingen til at tage en beslutning på et forkert grundlag på det ekstraordinære afdelingsmøde 26. januar 2010 i Lillerød Boligforenings afd. 5.

På mødet oplyste et hovedbestyrelsesmedlem, at hvis ikke afdelingen optog et lån på 2.8 mio. kroner, så ville man ikke få det af hovedbestyrelsen lovede tilskud på 1. mio. kroner fra dispositionsfonden.

Ifølge referat fra det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Lillerød Boligforening den 6. januar 2010 lyder hovedbestyrelsens beslutning som følger – tilskud og yderligere tilskud fra dispositionsfonden er afhængig af, at afdelingen øger henlæggelserne betragteligt, således at der henlægges yderligere min. Kr. 100.000,- årligt, eller optager lån -.

Afdelingens beboere har færdigbetalt to forbedrings lån, og frigjorte midler herfra overstiger langt hovedbestyrelsens krav om yderligere henlæggelser, hvilket overflødiggør yderligere låneoptagelser.

Administrationens og hovedbestyrelsens problem er det ganske enkle, at de først optog lånene henholdsvis 2 og 3 år efter de havde pålignet afdelingens beboere forbedringsforhøjelser til afdrag.

Ifølge loven, er det administrationens og hovedbestyrelsens opgave, at klæde afdelingsbestyrelsen/mødet på til at træffe de rigtige valg. Når man som her forsøger at vildlede afdelingen ud i fuldstændig vanvittige og unødvendige låneoptagelser, er man efter min bedste fatteevne ude i en gråzone, som vel ret beset ikke hører hjemme i hverken administration eller hovedbestyrelse.

Når man hertil lægger, at grunden til den situation afdelingen nu befinder sig i, skyldes årtiers grov forsømmelighed fra administration og hovedbestyrelses side, kan man ikke få anden opfattelse, end at der er trængsel ved håndvasken i Kirkevænget 8A, og regningen for egne fejldispositioner forsøges nu tørret af på beboerne i Afd. 5, Rugvænget/Sydvænget.

Kan vi få boligdirektøren med de store armbevægelser og en mening om snart sagt alt, på banen med et skriftligt svar på, hvordan han selv synes det går med at formidle hans eget budskab om ”god ledelsesskik i den almene sektor” ud til sine ansatte og ”beboerdemokraterne” på afdelingskontorerne?

Boligdirektøren med en mening om stort set alt

søndag, 7. februar 2010

Boligdirektøren med de store armbevægelser og en mening om stort set alt, har her hvor vi nærmer os etårsdagen for hvornår han sidst har haft en mening om noget som helst, slettet menupunktet ”Michaels Blog” på Boligkontoret Danmarks hjemmeside.

Det virkede ellers lovende, da han oprettede bloggen under overskriften – hvad mener en boligdirektør om: ventelister, ghettoer, fordomme, beboerdemokrati, individualisme, ulighed, boligmarked, opsplitning, at miste fornemmelsen for hinanden, indflydelse

Der var bare den lille hage ved bloggen, at hvis man var af en anden mening end boligdirektøren, så blev indlægget ikke bragt på hans blog.

Hvor må det være bekvemt, at være boligdirektør med en masse meninger, når man aldrig bliver sagt imod.