Formanden har ordet
torsdag, 17. juli 2008Formanden har ordet. Sådan indleder formanden Ole Christophersen sin henvendelse til Lillerød Boligforenings beboere i “beboerbladet DialogeN” og det er stort set kendetegnende for resten af bladet, idet formanden som eneste medlem af redaktionen og ansvarshavende redaktør i én og samme person, efterhånden har fået tilkæmpet sig eneret på ordet i Lillerød Boligforening.
Åbenhed er et af nøgleordene i foreningen fortsætter formanden. Store ord i munden på en mand, som nægter at lade indlæg fra beboerne og referater fra afdelingensmøderne trykke i bladet. End ikke referatet fra det ekstraordinære repræsentantskabsmøde som formanden selv indkaldte til har fundet vej til hans talerør. Formanden har altså vurderet, at det ikke vedkommer beboerne, hvad der kom ud af mødet, hvor formanden ville fratage beboerne deres ret til at komme til orde på foreningens repræsentantskabsmøder.
Det kan herfra så oplyses, at formanden ikke fik ret som han agtede. Hans forslag til at amputere beboerdemokratiet blev nedstemt, hvilket betyder, at beboerne fortsat har ret til at få et emne behandlet på repræsentantskabsmødet, og efterfølgende deltage i debatten.